Rødhus-forfatter vil lære børn at dyrke taknemmelighed for at opleve mere glæde og overskud

PANDRUP: I en tid med fart på både skoledage, fritidsaktiviteter og forældremøder, er det let at miste forbindelsen til de små ting, der gør os glade. Men hvad nu, hvis børn – helt fra de første skoleår – fik et redskab til at mærke efter, sætte ord på glæde og bygge indre ro?
Det spørgsmål stiller Louise Mackenhauer fra Pandrup sig i sin nye udgivelse, Taknemmelighedsdagbog for børn, der netop nu er udkommet.
“Vi lærer børn alt muligt – at cykle, regne og stave. Men vi glemmer tit at lære dem, hvordan man mærker efter og passer på sig selv. Det er det, taknemmelighed handler om,” siger hun.
Et pusterum i børnehøjde
Louise Mackenhauer er specialist i mindfulness og mor til tre. Hun ved om nogen, hvad travle hverdage kan gøre ved både børn og voksne. Og hun ved også, hvordan det føles, når livet ramler – og hvordan man bygger sig selv op igen.
“Da jeg selv gik ned med stress i 2017, ændrede det mit liv. Jeg opdagede mindfulness og begyndte at arbejde med taknemmelighed – først for min egen skyld. Men hurtigt så jeg, hvor stor forskel det også gjorde for mine børn,” fortæller hun.
Taknemmelighedsdagbog for børn er skabt netop med det formål: At gøre taknemmelighed konkret og tilgængelig – for børn i alle aldre og deres familier. Bogen kombinerer dagbogssider, mandalaer og månedens mantraer med små øvelser og videoer, der kan scannes via QR-koder.
“Et stærkt barn kender sin værdi”
Bogens budskab er enkelt, men vigtigt: At børn ikke kun skal måles på karakterer og præstationer – men på deres evne til at mærke sig selv og finde ro i, at de er nok, præcis som de er.
“Det handler ikke om at være positiv hele tiden. Det handler om at øve sig i at se det, der faktisk virker – og blive bevidst om alt det, vi allerede har. Det styrker børns trivsel, selvværd og sociale relationer,” siger Louise.
Ifølge nyere forskning – som Mackenhauer også inddrager i bogen – kan taknemmelighed forbedre søvn, humør og mental robusthed. Børn, der lærer at praktisere taknemmelighed, håndterer stress bedre og oplever større livsglæde.
Fra lederjob til Bed & Breakfast ved Vesterhavet
Forfatterens egen livsrejse danner også baggrund for projektet. Efter flere år i lederstillinger valgte Louise og hendes mand at skifte livsstil og drive Bed & Breakfast nær Vesterhavet. Samtidig har hun etableret sin egen virksomhed, hvor hun underviser i mindfulness og selvudvikling.
“Vi valgte at hoppe ud af hamsterhjulet og leve langsommere – men mere nærværende. Og det er dét, jeg gerne vil give videre: Du behøver ikke at gøre mere, for at være nok,” siger hun.
En bog, der gør noget ved både børn og voksne
Taknemmelighedsdagbog for børn er målrettet børn, men er mindst lige så meget en håndsrækning til deres forældre. Hver øvelse kan bruges som samtalestarter og fælles ritual – og som en påmindelse om, at det nære og enkle ofte er det vigtigste.
“Vi tror tit, at børn bare følger med. Men de sanser alt. Når vi voksne selv begynder at tale om det, vi er taknemmelige for, giver det børnene lov til at gøre det samme,” siger Louise Mackenhauer.
Bogen er skrevet og udviklet i Pandrup, og flere af videoerne i bogen er optaget i lokalområdet.
Louise Mackenhauer holder foredrag og workshops for forældre, skoler og daginstitutioner.






Accepter kun nødvendige cookies