Øl, kulisse og tyroler-techno





Det Kongelige Teater inviterer publikum til en kæmpe fest, der som mørket falder på, udvikler sig til en sexet, længselsfuld, grænsesøgende og selvforglemmende nat.
Kasimir og Karoline er en historie om kærlighed og kapital i en krisetid, der udspiller sig over en nat til Oktoberfest i et forlystelsesparadis. Kasimir og Karoline er forlovede, men deres fremtid er usikker, for Kasimir har mistet sit arbejde, og i sit mismod overfuser han den livsglade Karoline. I løbet af natten adskilles de af afstumpede mennesker og den jalousi, der gør det umuligt at finde tilbage til hinanden igen. Karoline er identitetssøgende og længes efter et bedre liv, men hvad stiller man op, når kærlighed er din eneste kapital?
Østrigske Ödön von Horváth skrev Kasimir og Karoline i 1932 med inflation og arbejdsløshed som baggrundstæppe, og han skildrer mennesker under pres, der længes efter at finde fodfæste og stige opad.
"Jeg elsker Horváths tekst om, hvordan kærlighed og kapital uløseligt hænger sammen. Kasimir og Karoline er en historie om kærlighed, men også om klasseskel og hvad krisetid gør ved kærligheden. Om hvem, der har privilegier til at elske og feste bekymringsfrit og konsekvensløst, og hvem der står tilbage og skal betale prisen for, hvad der sker i mørket. Jeg tror, der er mange, der kan nikke genkendende til, at vi i dag lever i en presset tid med krige, handelskrige og klimakrise. På den måde spejler vores samtid og Horváths tid hinanden meget. I Kasimir og Karoline fester de for at glemme, festen er forløsende og en desperat virkelighedsflugt fra kriser. Jeg håber, at publikum kan spejle sig i de festende menneskers længsler og har lyst til at forsvinde ind i festen sammen med os," siger husinstruktør på Det Kongelige Teater og instruktør på Kasimir og Karoline, Anna Balslev.
Scenograf Laura Løwe omdanner Store Scene til hvad der minder om Oktoberfest på Bakken med bl.a. et stort, fungerende pariserhjul og biler på scenen. Koreograf Sebastian Kloborg skaber en fest sammen med Viktor Dahl og Rumle Seiling Langdals poppede techno-udgaver af tyrolermusik.
Om Regimentet
Regimentet er 12 unge scenekunstnere, der med husinstruktør Anna Balslev i spidsen er blevet inviteret ind på Det Kongelige Teater.
I 2022 skabte de forestillingen Stolthed og Fordom på Betty Nansen Teatret, som vandt en Reumert for årets forestilling, og i foråret 2025 iscenesatte de anmeldersuccesen Marie-Antoinette. Nu spiller de for første gang på Store Scene i Skuespilhuset, når de går nysgerrige i kødet på Ödön von Horváths tragikomedie Kasimir og Karoline.
"Vi tror på klassikeren som den universelle fortælling om det at være menneske. Vi mener, at nutidens udfordringer er ekkoer af tidligere tiders udfordringer, og derfor ønsker vi at bruge fortiden som prisme for at forstå vores samtid. Vi iscenesætter klassikeren til vores egen generation for at skabe samhørighed og for at føle os mindre alene og, måske især, mindre vigtige.
Vi tror på nuancer, at intet her i verden er sort/hvidt. Vi insisterer på at portrættere mennesket som helt, med hud og hår, det gode med det onde, det sympatiske med det usympatiske. For rummer vi ikke alle det hele?"
Kasimir og Karoline har premiere på Skuespilhusets Store Scene den 12. september 2025.
Spilleperiode: 12/9 2025 - 23/10 2025.



