Børn på krisecentre får gratis adgang til Børneavisen

Børn i skolealderen på omkring 40 krisecentre i Danmark får nu gratis adgang til Børneavisen i et år. Projektet er blevet til gennem et samarbejde mellem Børneavisen og LOKK (Landsorganisationen for kvindekrisecentre) og er støttet af Politiken-Fonden.
Formålet er at give børn i en sårbar livssituation adgang til troværdige nyheder, styrke deres læselyst og give dem et trygt udgangspunkt for samtaler om aktuelle og svære emner.
Projektet bygger blandt andet på erfaringer fra Viborg Krisecenter, hvor avisen har været med til at skabe et fælles rum for samtale.
”Verden kan godt føles lidt lukket ude, når man er på krisecenter. Normalt møder børnene omverdenen i skolen og bliver opdateret på, hvad der sker. På krisecentret kan vi bruge Børneavisen til at støtte børnene og åbne verden lidt op igen,”fortæller en medarbejder fra Viborg Krisecenter.
Børneavisen skal samtidig give børnene viden om samfundet og fungere som afsæt for samtaler om blandt andet følelser, konflikter, rettigheder og tryghed.
”Personligt betyder det her projekt meget for mig, og mit håb er, at vi på sigt kan udbrede projektet og sikre, at alle børn i Danmark har adgang til en avis, der gør dem klogere på deres rettigheder, får dem til at føle sig hørt og giver dem lyst og mod til at deltage i verden omkring dem,” siger redaktionschef på Børneavisen, Lise Bæksgaard Christoffersen.
Faktaboks
- Projekt: Samarbejde mellem Børneavisen og LOKK.
- Målgruppe: Børn i skolealderen på krisecentre.
- Omfang: Omkring 40 danske krisecentre.
- Adgang: Gratis Børneavisen i ét år.
- Støtte: Politiken-Fonden.
- Formål: At styrke læselyst, samfundsforståelse og samtaler om aktuelle og svære emner.
- Indhold: Uafhængig, faktabaseret og alderssvarende journalistik.
- Baggrund: Projektet bygger blandt andet på erfaringer fra Viborg Krisecenter.






Accepter kun nødvendige cookies