Dagplejen får topkarakter af forældrene

Forældre med børn i dagpleje er mere tilfredse end forældre med børn i både vuggestuer og andre dagtilbud. Det viser en ny undersøgelse, som Børne-, Ældre- og Boligministeriet har offentliggjort.
Samlet er 95 procent af forældrene med børn i dagpleje enten meget tilfredse eller tilfredse. 78 procent betegner sig som meget tilfredse, mens 17 procent er tilfredse. Kun to procent er utilfredse eller meget utilfredse.
Til sammenligning er 91 procent af forældrene med børn i vuggestue tilfredse eller meget tilfredse. Her er 58 procent meget tilfredse og 33 procent tilfredse, mens tre procent er utilfredse eller meget utilfredse.
Ifølge FOA-formand Kim Henriksen skyldes den høje tilfredshed blandt andet dagplejens små børnegrupper og hjemlige rammer.
”Dagplejen er unik. Vi lever i en verden, hvor alting går stærkt og der er meget støj og larm. Hos dagplejen er der en særlig ro og et nærvær, som er uendeligt vigtigt for, at små børn kan trives og udvikle sig i et roligt tempo og trygge rammer. Det mærker forældrene,” siger Kim Henriksen.
FOA opfordrer samtidig kommunerne til at gøre mere for at bevare dagplejen. En tidligere fremskrivning fra organisationen viser, at antallet af dagplejere fortsætter med at falde. Hvis udviklingen fortsætter, vil der ifølge fremskrivningen ikke være flere dagplejere tilbage i 2034.
Fakta
- Dagpleje: 95 % tilfredse/meget tilfredse
- Vuggestue: 91 % tilfredse/meget tilfredse
- Utilfredse i dagpleje: 2 %
- Utilfredse i vuggestue: 3 %
- FOA: Opfordrer kommunerne til at værne om dagplejen.






Accepter kun nødvendige cookies