Høj sommervarme øger risikoen for havbakterier

Når havtemperaturen stiger i sommermånederne, får bakterierne Vibrio og Shewanella bedre mulighed for at vokse. Ifølge Statens Serum Institut (SSI) blev der registreret 934 laboratoriebekræftede infektioner med havbakterier i Danmark fra 2020 til 2025.
Infektionerne følger typisk en sæsonkurve med flest tilfælde i juli og august. De fleste sygdomsforløb er milde og viser sig som øre- eller sårinfektioner, men i sjældne tilfælde kan infektionerne udvikle sig alvorligt.
”Langt de fleste kan trygt bade i havet. Men personer med åbne sår bør være forsigtige med at bade i varmt havvand, især hvis de samtidig har et svækket immunforsvar. Oplever man tegn på infektion efter kontakt med havvand, bør man søge læge,” siger Steen Ethelberg, epidemiolog og sektionsleder ved SSI.
Bakterierne findes naturligt i havvand og trives især i de indre danske farvande, hvor saltindholdet er lavere end i åbent hav. Risikoen afhænger blandt andet af vandtemperaturen, stedet man bader, og om man har sår eller rifter på huden.
SSI oplyser, at et nyt laboratoriebaseret overvågningssystem fra 2026 skal gøre det muligt at følge udviklingen tættere.
”Vi har i 2026 etableret et laboratoriebaseret overvågningssystem for havbakterier. Det betyder, at vi kan følge udviklingen tættere og bedre overvåge, hvordan forekomsten udvikler sig i Danmark,” siger Kristýna Faksová, epidemiolog ved Statens Serum Institut.
Faktaboks: Havbakterier i Danmark
- Vibrio og Shewanella er bakterier, der naturligt forekommer i havvand.
- Bakterierne findes især i varmt havvand med moderat lav saltholdighed, som i de indre danske farvande om sommeren.
- Smitte sker typisk ved kontakt mellem havvand og åbne sår eller nye rifter.
- Infektionerne kan give øre- og sårinfektioner og i sjældnere tilfælde alvorlige invasive infektioner.
- Der blev registreret 934 laboratoriebekræftede sygdomstilfælde i Danmark i perioden 2020–2025.
- Tallene bygger på laboratoriedata fra Den Danske Mikrobiologiske Database (MiBa).
- Personer smittet under udlandsrejse er ikke medregnet.






Accepter kun nødvendige cookies