Primo Tours søger danske familier til en uge uden mobiltelefon

Kan danskerne holde en hel ferieuge uden deres mobiltelefon? Det vil Primo Tours undersøge, når rejseselskabet sender fire udvalgte par eller familier på en mobilfri ferie i Sivota i Grækenland.
Deltagerne får fly, hotel og helpension betalt og rejser til Heart Hotel Caesars den 11. september 2026. Ved ankomsten skal mobiltelefonerne afleveres og bliver først udleveret igen efter ferien. Tablets er også udelukket under opholdet.
Konceptet bygger blandt andet på en undersøgelse foretaget af AB Analyse for Primo Tours. Her svarer 51 procent af danskerne, at de gerne vil blive bedre til at lægge telefonen væk på ferien.
"Det her er et eksperiment. Vi ved faktisk ikke, hvordan deltagerne kommer til at opleve det. Måske synes de efter to dage, at det er fantastisk befriende. Måske er de ved at blive vanvittige efter seks timer. Det er netop dét, vi gerne vil blive klogere på," siger Henrik G. Jensen, direktør i Primo Tours.
Hver vinder kan tage op til fire personer med. Til gengæld skal deltagerne gennemføre ferieugen uden smartphones og tablets og dele deres oplevelser med Primo Tours.
Interesserede kan tilmelde sig senest 31. august. Vinderne får direkte besked 1. september.
Faktaboks
- Rejsemål: Sivota, Grækenland
- Hotel: Heart Hotel Caesars
- Afrejse: 11. september 2026
- Antal vindere: Fire par eller familier
- Rejsestørrelse: Op til fire personer pr. vinder
- Inkluderet: Fly, hotel, helpension og charterpakke
- Ikke inkluderet: Turistskat, drikkevarer og personligt forbrug
- Krav: Ingen smartphones eller tablets under hele ferieugen
- Tilmeldingsfrist: 31. august 2026
- Vinderne kontaktes: 1. september 2026
- Undersøgelse: 51 procent vil gerne være bedre til at lægge mobilen væk på ferien.






Accepter kun nødvendige cookies